Kodeks for god it-anvendelse

Bibliotekschefen siger
Til daglig arbejder vi med både den analoge og digitale teknik. Vi arbejder med at formidle det analoge medie digitalt, og det digitale digitalt. Det er vores hovedopgave: At formidle.

Under vores hovedopgave, er der en del støttefunktioner, der er blevet vores arbejdsredskaber, som papir, kopimaskine, stencils, kalendere og så videre var førhen. Ikke at de har udspillet deres funktioner, men de er blevet erstattet af andre. Andre, der giver nye muligheder, men også stiller krav til en anden brug – og et andet tankesæt.

Det, vi her i kodekset, beskæftiger os med, er de ”andre”.
De ”andre” har to grundsten. Den ene er Outlook; den anden er Acadre. Men begge har en del fællestræk i den måde, der skal arbejdes med dem.

Kodekset for god it-anvendelse på HvidovreBibliotekerne sætter en ramme for, hvilken adfærd og hensigt vi ønsker at lægge til grund for den måde, vi bruger it på biblioteket.


Om kodeks
Dette kodeks er udarbejdet med det formål at fastholde de ønsker og forventninger, som Hvidovre Bibliotekerne har for god it-anvendelse.

Der er ingen, der altid kan leve op til alle punkterne i kodekset. Det er heller ikke meningen. Kodeks er ikke tænkt som en facitliste, men som et redskab til udvikling gennem selvrefleksion og en anledning til at bringe god it-anvendelse op på radaren hos bibliotekets ledere, afdelinger, teams og kollegaer.

Kodeks formen er inspireret af de kodeks for god ledelse, som Væksthus for ledelse har udarbejdet for den offentlige sektor.

I Hvidovre Kommune kobler vi kodekset op i mod kommunens koncept for it-leadership.

Kodeks understøttes af en række dokumenter:

  • ESDH håndbog for Hvidovre Bibliotekerne ... og en Pixi-udgave af denne
  • Bibliotekets Retningslinjer for brug af e-mail og elektronisk kalender
  • Overordnet it-sikkerhedspolitik for Hvidovre Kommune, 2013

1. Jeg respekterer fællesskabet
Det betyder, jeg fx:

Orienterer mig i Outlook hver dag
Åbner min Outlook kalender for alle, og fører min kalender elektronisk
Ikke har ”mine sager” i Acadre, men kun har fælles sager
Sikrer, at dokumenter er tilgængelige i Acadre for andre
Ikke lægger filer på C, N eller T -drev
Ikke printer og gemme ting på papir
Tænker på hele kommunen (og ikke kun på HvB), når jeg arbejder, gemmer og deler viden.
Arbejder ud fra fællesskabets logik

2. Jeg er it-selvhjulpen
Det betyder, at jeg fx:

Tager ansvar for egen læring
Ønsker at forstå, hvorfor vi gør x og y (og ikke bare gøre det)
Prøver at løse it-problemer selv, og først spørger en kollega, hvis jeg ikke inden for to minutter selv har fundet et løsning
Orienterer mig på Insites, Mit It, BibNyt og andre kilder inden jeg spørger
Er tryg ved at bede om hjælp
Deler viden med mine kollegaer

3. Vores tid er kostbar
Det betyder, at jeg fx:

Ikke efterspørger eller videresender viden, som i forvejen ligger i Acadre, Insites, BibNyt osv.
Bruger it-systemerne på den måde vi har aftalt
Udfordrer usmarte rutiner
Sender færre interne e-mails

Udarbejdet af digitaliseringskonsulent Juri Christensen, Hvidovre Kommune